LEVERINGSTIDER, PRISER OG GARANTIER

LEVERINGSTIDER

leveringstiderne afhænger af, hvilken opgave vi aftaler. Et hundehalsbånd er måske en uge – og et helt skydesæt med våbenfoderal og én eller to tasker måske 4-6 uger. Og det afhænger igen af, hvor mange opgaver, der ligger i forvejen.
Uanset hvad, så er det noget, vi aftaler i vores indledende dialog.

Kontakt
Du kan altid ringe til mig på 0045 26 24 80 80 eller skrive en mail på contact@kumler-handcrafted.com

PRISER

Opgaver på bestilling
Dette er langt de fleste opgaver her i huset. Prisen aftales ALTID inden vi går i gang med en meget præcis jobspecifikation. I store opgaver med mange, eller dyre materialer, kan det forekomme, at der skal betales et depositum.Dette aftales også inden vi starter op.

Reparationer, revitalisering, trofæer og grafisk arbejde
Noget af dette kan indgå i en aftalt pris på forhånd. Andre opgaver udføres på timebetaling.
Timeprisen er baseret gennemsnittet af, hvad en dansk håndværker koster i år.
Min timepris: DKK 500,00 plus moms.

Hertil kan evt. komme materialer, hvis de er af betydende omfang. OG det aftales også inden opstart.

I visse tilfælde kører jeg ud til møder hos kunder i hele landet på rigtig store opgaver. Eller til en specifik leverandør af råmaterialer, hvor vi vælger f.eks. læder til en opgave, hvis jeg ikke har det helt rigtige. Disse ture faktureres på timebetaling plus evt. brobizz.

GARANTIER

Lædervarer
De læderprodukter, jeg leverer, er med livstidsgaranti. Så længe JEG lever 😉
Garantien dækker produktionsfejl fra MIN side. Der kunne skrives lange betingelseserklæringer om forbehold, men den korte version er, at hvis du passer på dine varer, så holder de.
Lægger du f.eks. dit våbenfoderal eller din patrontaske på fyret efter en våd jagt, så læderet er helt udtørret efter 2 år – så er der igen garanti. Lad det tørre i lune omgivelser over tid.

Knive
Hvis en kniv skiller ad, så samler jeg den igen uden beregning. Det er aldrig sket, så det tør jeg godt love. Hvis den anløber i f.eks. sølv eller hvis den bliver “mat”  i overfladen på skæftet eller ruster, så er det et vedligeholdelsesspørgsmål. Ingen garanti.

Reparationer
Der er ingen garanti på reparationer, da de oftest er lavet på “modent” materiale. Og du vil fra starten få at vide, hvad du kan forvente.

Uanset hvad, så kan du regne med, at du altid kan henvende dig med eventuelle spørgsmål – og få en absolut fair behandling. Jeg lever af glade, fornuftige kunder. Og har jeg lavet en fejl – så udbedrer jeg den.

PRISEKSEMPLER

Nedenstående kan du se, hvad nogle af de forskellige varer på hjemmesiden er solgt til. De fleste er skræddersyede / tilpassede unika løsninger, da det er dem, jeg laver flest af.
Prisen er ab værksted med tillæg af lokale skatter og afgifter.
Her på den danske hjemmeside er der tillagt 25% moms. Priserne er excl. fragt.

(Der kommer flere hen ad vejen, men har du en forespørgsel på pris, så kontakt mig)

Bælter

Bæltepriserne varierer meget med råvarepriserne, da de udgør en relativ stor del af salgsprisen.
Jeg bruger KUN det bedste læder og det vil jeg ikke gå på kompromis med det. Ofte skærer jeg selv remmene af kraftigt kernelæder eller hecte, som er suverænt det stærkeste læder til nogle af opgaverne.

Heavy duty bælter på mål
Kraftigt bælte i 4-4,5 mm læder på 40 mm i bredden. Råt kernelæder uden glittede kanter. Bare råt. Lavet i noget af det stærkeste læder, der findes med rullespænde i messing.
Skærfet, limet og håndsyet ved spændet. Lavet på mål.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 760,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 950,00

Eksklusive 3-lags bælter ensfarvede
Bælterne bygges i 3 lag. Fyldet i midten er ægte 1,4-1,6 mm kernelæder og både for- og bagside er 1,0-1,2 mm læder – ensfarvet fra producenten. Lagene sys sammen efter samling og giver et eksklsivt udtryk i valgte farver, der passer til forskellige bukser eller lejligheder.

Mulighed for indgraveret navn på indersiden.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 1.580,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 1.975,00

Se detaljer om bælterne her

Eksklusive 3-lags bælter håndcolorerede
Bælterne bygges i 3 lag. Fyldet i midten er ægte 1,4-1,6 mm kernelæder og både for- og bagside er 1,0-1,2 mm læder – ensfarvet fra producenten.Forsiden airbruahes med mønster og kan evt. gøres blank. Lagene sys sammen efter samling og giver et eksklsivt udtryk i valgte farver og mønstre, der passer til forskellige bukser eller lejligheder.

Mulighed for indgraveret navn på indersiden.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 1.700,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 2.125,00

Se detaljer om bælterne her

Patronbælter
Bæltet laves på mål i ét stykke Herman Oak læder. Det ville være billigere at sy endestropperne på den midterste del, der holder patronerne, men det svækker konstruktionen, så du får det i ét stykke. Det kræver nogle større stykker læder. Kan laves til 2 x 6 patroner i kaliber 12 eller 20. Dette bælte er lavet i råt læder, der er indfarvet efter kundens ønske. På bagsiden af bæltet er monteret en oval med kundens navn.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 1.800,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 2.250,00

Se det aktuelle patronbælte her

Håndpunslede western bælter
Et af mine specialer. Bæltet er lavet i kraftigt Herman Oak læder, som tager rigtig godt imod håndpunslingen. Jeg punsler i to mønstre som vist på siden, men der er ingen prisforskel. Bælterne er lavet med en lys eller mørk bagside efter ønske. Der er mange muligheder for overfladebehandling, men det taler vi om, når jeg skal have livvidden. Bælterne laves KUN på bestilling.

Mulighed for indgraveret navn på bagsiden.

Priser uden yderligere tilpasninger på de viste bælter fra DKK 1.900,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 2.375,00

Se de aktuelle westernbælter her

Patrontasker til 5-6 hele æsker kal. 12

Disse tasker er i den tunge ende, da de kun kan sys i hånden. Og der anvendes kraftig hecte  eller kernelæder i 4-4,5mm tykkelse. Både til selve tasken og til remmen.
Det er det  absolut stærkeste læder. Og det koster en del i indkøb 😉
Variationen ligger i, hvor meget forarbejde jeg har, i forhold til dekoration/udsmykning af læderet. Og det starter prismæssigt lavest med ensfarvet læder indkøbt i f.eks. london tan og op til råt kernelæder, der indfarves efter ønske her på værkstedet.
Beslag og nitter er ens på alle varianter.

Patrontasker i ensfarvet læder
Typisk det stykke læder, man kalder hecte i 4-4,5mm. Hecten er ensfarvet og kan vælges i farverne london tan, brun, mørkebrun eller sort. Det er det samme stykke læder, der anvendes tl både taske og rem. Foret er i gede- eller svineskind.
Samlinger er håndsyet med sadelmagersting.
Beslag og nitter i massiv messing.
Mulighed for indgraveret navn på forsiden.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 6.500,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 8.125,00

Patrontasker i speciallæder
Speciallæder, som i dette tilfælde er kraftigt, og meget lækkert amerikansk, krympet bison i farven Mocca. Siderne er indfarvet kernelæder i 4-4,5 mm, så de passer til bisonlæderet. Rem i kernelæder også indfarvet så den matcher tasken. For i gede- eller svineskind.
Samlinger er håndsyet i sadelmagersting.
Beslag og nitter i massiv messing.

Mulighed for indgraveret navn på forsiden.
Prisen varierer afhængigt af det valgte læder. Dette er ca.-prisen for amerikansk bison.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 7.500,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 9.375,00

Se detaljer om tasken i krympet bison her

Specialfarvede patrontasker
Råt kernelæder 4-4,5mm. Indfarvet på front, bagside, og bund. Indfarvede sider med enten airbrush eller duppeteknik. Rem i kernelæder også indfarvet i kernelæder så den matcher tasken. For i gede- eller svineskind.
Samlinger er håndsyet i sadelmagersting.
Beslag og nitter i massiv messing. Tidskrævende opgave på grund af forarbejdet på læderfarvningen.

Mulighed for indgraveret navn på forsiden.

Priser uden yderligere tilpasninger fra DKK 11.000,00 ab værksted.
Plus dansk moms 25% – DKK 13.750,00

Se de specialfarvede patrontasker her

Indkøbskurv
Scroll to Top