GRAFISK AFDELING
Der er mange muligheder for unikke designmæssige tilpasninger af dine varer.
Læder tager rigtig godt imod farve, og det kan også lasergraveres.
Og det er primært læderopgaverne, jeg vil inspirere dig med her.
Der er stort set ingen grænser for mulighederne.
Kun din egen fantasi 😉
AIRBRUSH
Airbrush med masker
Airbrush er en teknik, hvor man skærer en folie med et mønster, logo eller tekst og klæber den på emnet – her læderet. Efterfølgende piller man den del af motivet, der skal farves på læderet op, og sprøjter farve på med en meget fintskåret farve eller spritbaseret narvsværte.

Masken er skåret og pilles op. Dvs den del, der skal farves, fjernes fra masken.

Nu sprøjtes farve ud over hele folien, og kun det læder, der ikke er dækket, får farve.

Folien trækkes forsigtigt af, og motivet står tilbage. Knivskarpt. Læderet beskyttes efterfølgende med en passende overfladebehandling.

Mulighederne er mange. Her er læderet på en pung indfarvet og logoet efterfølgende tonet i samme nuancer. Med lidt skyggeeffekt. Det er det, airbrush kan.
Tidskrævende – men enestående. Ingen andre vil nogensinde eje en pung som denne.

Her er lavet en prøve på et rovfuglehoved med udtoninger.

Malet på forsiden af en pung i naturfarvet kernelæder.
Airbrush uden masker
Vil du have et helt unikt mønster eller udtryk på dit læder, indfarver jeg gerne råt kernelæder præcis som vi aftaler.
Her giver airbrush-teknikken nogle særdeles attraktive og spændende effekter, som du ser her.
Først en taske:

Læderet på tasken er indfarvet råt kernelæder, der har fået en god omgang læderfedt og pudsning efter endt farvning.

Samme taske fra bunden.

Og oppe fra.

Her ser du tydeligt, hvordan to vådformede stykker kernelæder, skal skal bruges til kraftige skeder, er indfarvet i varme, elegante og levende nuancer.

De blev en del af et helt sæt, hvor bæltet og andre elementer, bl.a. en patronholder, blev indfarvet magen til. Du kan ikke købe læder, der ser således ud.

Samme teknik på et bælte, der skulle sys i mørke og levende nuancer. Her er kanten af bæltet også gjort mørkere for at fremhæve fladen.

Og et lidt lysere.

Her kan du se forskellen. Det nederste er monocolour.
LASERGRAVERING
Lasergravering er en teknik, hvor man “brænder” et motiv i læderet eller måske et stykke træ. Det kan gøres utroligt præcist og detaljeret – hvis man passer godt på. Derfor laver jeg altid et par prøver med forskellige indstillinger, før vi beslutter os for udtrykket.
Lasergravering er en mere “kontant” udsmykning, der står med skarpe kanter og ikke kan udtones som man kan med airbrush-teknikken. Den bruges ofte til gravering af navne, logoer eller våbenskjold i læderemner.
Lasergravering i mørkt læder giver en diskret og elegant markering

Navn på våbenfoderal.

Navn på den åbne patrontaske.

Navn på patronholder.
Der er mange muligheder.
Dem tager vi i en dialog.

Jeg tester brændingen i flere prøver inden det færdige produkt produceres. Du godkender tonen ud fra billeder, der fremsendes.

Du kan få lasergraveret motiver i meget små størrelser. Når det er på læder, giver den åbne overflade dog en begrænsning i skarpheden. Eller hvor småt, vi skal gøre det på læder. Dette er nok grænsen for væddermotivet. Det ser dog bedre ud i virkeligheden end på et billede i denne størrelse og opløsning.

Forskelligt læder – forskellig gravering. Du bestemmer 😉
Her er navnet graveret lidt hårdere end det diskrete Kümler-logo. I et stykke cognacfarvet læder.
Forskellen i udtryk mellem airbrush og lasergravering

Airbrush motiver kan laves med udtonede effekter, som giver motivet mere liv og dybde. Det er en væsentlig mere tidskrævende proces, men resultatet på de rigtige opgaver opvejer indsatsen. Det kan dog ikke være FOR småt, hvis effekten skal have… ja – effekt!

En lasergravering er mere kontant. Det graveres ud fra et sort/hvid motiv, hvor man vælger, hvor lyst eller mørkt motivet skal være. Her er ikke mulighed for udtoninger. (Når jeg laver dem ;-))
Har du idéer til motiver på dine lædervarer, så taler vi om, hvad der er muligt og hvad leveringstiden skal være.
Ring til mig på +45 26 24 80 80 eller skrev på contact@kumler-handcrafted.com
